KLIK HER og se,

hvor danske spillere

ligger på

verdensranglisten

Sølvmedalje til U15 spiller

Søndag den 11. november havde MØN Badminton Klub fem friske U15 spillere afsted til DGI Storstrømmens Landsdelsmesterskaber i Holmegaard Hallen.

Mads Otte og Mette Houmann Larsen spillede henholdsvis herre- og damesingle i B-rækken. Både Mads og Mette er rykket op i U15 i år og mødte nogle stærke og velspillende modstandere, som de desværre tabte til. Begge var dog fint med i kampene og Mette måtte da også ud i et par hårde 3-sættere, før det hele var afgjort.

Klara Fabricius spillede single i C-rækken og spillede nogle rigtig flotte kampe. Hun vandt én kamp overbevisende, men måtte se sig slået i de to øvrige spændende og tætte kampe.      

Mette og Klara spillede desuden double sammen i B-rækken, hvor de lagde ud med at vinde første sæt, men desværre måtte se sig slået i de to næste. Sidste kamp tabte de også, men det var tæt spil mod et par stærke Stubbekøbing-piger.

Jonas Hemmingsen spillede single i D-rækken og tabte desværre alle 3 kampe, men bestemt ikke uden modstand. Han var rigtig godt med i kampene og endte på 16-17 point i de fleste sæt.

Nicklas Ahlmann Hansen spillede herresingle i C-rækken og vandt alle 4 kampe i indledende runde i to sæt. To af kampene var forholdsvis tætte, men de to andre vandt han overbevisende. I finalen mødte han en spiller fra Strøby og her havde trætheden meldt sig. Nicklas tabte finalen 21/19 – 21/16, men var godt tilfreds med en sølvmedalje ovenpå dagens 8 kampe.

Nicklas og Jonas startede dagen med en double i C-rækken, hvor de vandt en kamp og tabte de andre to. Dog var det igen tætte kampe, som også kunne være endt til Møns fordel.